Biografi
I mit barndomshjem, et rækkehus i Gladsaxe, kastede
PH-lampen sit blide lys over spisebordet og de
kulturradikale tanker, som mine forældre opflaskede mig
med. Midt i det hele indtraf tresserne med ufatteligt gode
tider og frit valg på samtlige varehylder. Alt dette
– fritænkningen, forstaden og forbrugsboomet –
skulle komme til at præge både mit almindelige arbejdsliv
og mit forfatterskab.
Jeg har livet igennem arbejdet med tekst, billeder og
kommunikation. Som forlagsredaktør, reklamechef,
kommunikationsrådgiver, journalist, webredaktør – og
sideløbende med disse jobs som forfatter.
Min opvækst i Gladsaxe under den store højkonjunktur er
baggrund for krøniken ’Drømmen om Gladsaxe’,
som udkom i 2006. Krøniken er dog ingen selvbiografi, men
et bredt billede af stedet, tiden og nogle fremtrædende
kommercielle og politiske aktører. I den beslægtede bog
’Forræderi på første klasse’ (2008) går jeg en
generation tilbage og udforsker mellemkrigstidens og
besættelsens højreekstremisme i en anden københavnsk
forstad, Gentofte.
Min fascination af forbrug og reklame har gennem årtier
resulteret i en række undervisningsbøger om reklameanalyse
– og i lystlæsningsværket ’Reklamens
århundrede’ fra 2009. Jeg har desuden skrevet bøger
om New York og såmænd en om Malmö. Og der er flere bøger på
vej.
Curriculum
Vitae
2009-.................Medredaktør,
Kommunikationsforum
1998-2009........Opinionsredaktør
og journalist,
Dagbladet Information
1995-1998........Konsulentchef,
Statens Information
1993-1995........Kommunikationsrådgiver,
Advice
1990-1993........Reklamechef,
DSB
1981-1990........Forlagsredaktør,
Borgens Forlag
1980-1981........Adjunktvikar,
Aalborg Universitetscenter
1978 .................Cand.mag.
i Dansk og Samfundsfag,
Københavns Universitet
1975-1980........Undervisningsassistent
i Dansk,
Københavns Universitet
1970 .................Sproglig
student, Gladsaxe Gymnasium
1951..................Født
i Gladsaxe
Til top