Konservative marcherer på Charlottenlund Travbane den 15. juni 1933. Foto: Berlingske Tidende
Da Hitler blev hyldet i Hellerup
Min dokumentariske bog Forræderi på første klasse handler om en række samfundsspidser fra Hellerup og omegn, der i 1930’erne og 1940’erne arbejdede for at få afskaffet demokratiet.
Skibsreder A.P. Møller fra Charlottenlund ydede for eksempel i 1939 økonomisk støtte til højreekstremisten Victor Pürschel, der som konservativ politiker havde hyldet Adolf Hitler i radioen og fra Folketingets talerstol advaret mod jøder. A.P. Møller støttede Victor Pürschels politiske virke med 350.000 kroner.
Bogens hovedperson er forlagsdirektør Bjørn Erichsen, som udtænkte en plan for, hvordan diktaturet kunne indføres i Danmark. Han havde gode forbindelser – til statsminister Thorvald Stauning, til dronningen og til Nazitysklands øverste repræsentant i Danmark. Intet syntes at kunne gå galt med hans detaljerede plan...
Forræderi på første klasse
– en krønike om vaklende velhavere 1933-1945
Gyldendal 2008
»Fascinerende læsning... Det er ikke nogen rar historie, han fortæller... ’Forræderi på første klasse’ er let at læse. Asger Liebst skriver levende og spændstigt.«
Søren
Kassebeer i
Berlingske Tidende»Asger Liebst fortæller en spændende og ny historie, der på en levende måde gengiver ukendte sider af besættelsestiden.«
Henrik
Gade Jensen i
Jyllands-Posten»Det er slet ikke for personernes historiske betydning, at man skal læse Liebsts bog. Det skal man snarere for dens dokumentariske, kulturhistoriske portræt af velhaverforstaden Hellerup... Bogens fokus på det lokale sted, på byen Hellerup, ligger i forlængelse af Liebsts forrige, meget roste værk om Gladsaxe, ’Drømmen om Gladsaxe’ (2006). Grebet virker også fortrinligt her.« Lasse Horne Kjældgaard i Politiken
»En helt igennem spændende og foruroligende skildring af
samfundets top før og under besættelsen. Den er velskrevet og underholdende fra start til slut.« Jesper Hjarsbæk Rasmussen på historie-online.dk
»Har hele det videnskabelige apparatur i orden... Bogen vil kunne tjene som inspiration for elever, der har lyst til at arbejde med de konservative aktørers synspunkter.« Helle Askgaard i Gymnasieskolen
»En fremragende og interessant bog ... med mange artige afsløringer om rabiat højreorienterede velhaveres støtte til en ’ny verdensorden’.« Jan Vandall i MetroXpress
»Fint og grundigt researchet frem af Asger Liebst, som har været i de relevante arkiver og samtidens aviser.« Arne Hardis i Weekendavisen
»Tankevækkende, fordi bogen giver et godt indblik i samfundets ledende kredse, et indblik som dokumenteres gennem mange fotos og citater.« Johannes Dose i Der Nordschleswiger
»Asger Liebst fortæller historien i en form, der bør skaffe læsere til udgivelsen«. Per Pilekjær i Nordjyske Stiftstidende
»Er spændende skrevet og fortæller en vigtig historie... Den fare, der ligger potent i den ekstreme nationalisme og ultrakonservatismen anskueliggøres.« Sune Hundebøll på modkraft.dk
»En skarp og humoristisk pen… helt Scherfigsk... informativ, let læselig, underholdende og dybt fascinerende for alle med historisk interesse.« Bjarne Nielsen i Dagbladet Arbejderen
»Mislykket... bogens hovedpersoner er ikke velhavere, medmindre man da tror, at alle, der boede i Gentofte kommune i de år, er det.« Ditlev Tamm i Information
Køb bogen hos Gyldendal her
Læs Informations artikel om afsløringen af A.P. Møllers støtte til højreekstremist
Uddrag af Forræderi på første klasse
1933. Det er en skøn sommeraften, og tilstrømningen til de konservatives Dannebrogsfest på Charlottenlund Travbane er så stor, at der dannes kø ved indgangen. Konservativ Ungdoms orkester begynder ved 18-tiden at spille, mens der endnu gøres de sidste forberedelser rundt om på det vidtstrakte område, som ligger omkranset af villaer og en lille skov. Gæsterne indfinder sig på den overdækkede tribune eller driver rundt og kigger nysgerrigt på staldene.
Da klokken er 20, gjalder omsider fanfarerne som tegn til, at ungdommens indmarch kan begynde. Fem tusinde tilskuere hylder de ungkonservative, der tropsvis marcherer af sted i snorlige rækker og geledder. Dannebrogsfanerne fører an i optoget, som bevæger sig rundt om banens ene halvdel, og konservatismens friske grønne faner følger efter. Stormtropperne er iført hvide skjorteærmer, mørke bukser og læderstøvler til knæhøjde.
Og så kommer det, som mange har ventet på – den nye skarpe kant i den politiske kamp for fædrelandets frelse. Tropperne passerer tribunen med opløftede højrearme, og publikum gengælder de unges hilsen på samme vis. Herefter tager tropperne opstilling med front mod tilskuerne. Nu heiler flokken flere gange og stamper taktfast i jorden. Hovederne drejes snart til højre og snart til venstre på drønende kommandoråb af officerer, der som værdighedstegn er udstyret med små svippestokke. »Der var mangt et gammelt, konservativt Hjerte, der sad oppe i Halsen ved Indmarchen, og Taarerne stod klare i Øjnene paa mange af Publikum,« skriver den konservative lokalavis Borgerbladet siden.
Fra forsiden af Berlingske Tidende den 16. juni 1933
En af hovedtalerne er det konservative folketingsmedlem Victor Pürschel, som i øvrigt er lokalpolitisk engageret i Gentofte. »Naar det er den hvide Mands Fremtid, vi ser paa, saa er Billedet saa mørkt, at vi maa indrømme, at det er tvivlsomt, om vor Kultur, den hvide Verdens Kultur og dermed dens Levefod kan bevares,« siger han. Når så meget er på spil, må midlet, der skal til for at undgå denne katastrofe for racen, kulturen og ja-vi-har-levefoden, være ganske probat: »Der maa og skal en Ændring til, en Ændring, der kun vil dette, at man maa nu engang indrette sig efter, som Verden er, og ikke som den burde være.«
Ingen af de velklædte konservative på travbanen er i tvivl om, hvad det er for en verdens tilstand, Victor Pürschel mener, og hvilket system og toneangivende land i den hvide verden, man nu engang har at indrette sig efter.
Efter talerne havde solen »nu sænket sig bag Træerne i Vest, og over Sletten bredte sig Mørket, i hvilket Illuminationen prikkede røde og hvide regelmæssige Huller,« skriver Borgerbladets reporter. Et mægtigt bål har fået sin plads på et lille højdedrag, og det rituelle skue forstærkes af den krans af brændende fakler, hvorved bålet omgives. Flammerne får de unges kinder til at gløde, og nu spiller orkestret op til dans.
De hvide skjorter trommes sammen om bålet og roterer hidset rundt. Så danses der tæt og kurtiseres i de dybe skygger, blodet er i kog. Dagens taktfaste trampen, svippestokkene og de lange stramme støvler har gjort deres virkning blandt ungdommen, registrerer reporteren, der forklædt som en myggetåge siver stille over sletten og kigger bag buskene, hvor de svedende køn udforsker hinanden. »Intet, slet intet hindrede de Unge i at sværme rundt på Banen og under de skærmende Træer, naar Dansen havde gjort dem varme og tilbøjelige til at søge ensomme steder (…) Det var de Unges Dag, og mange af dem vil sikkert – ogsaa af andre end netop politisk-nationale Grunde – ad Aare mindes dagen,« skriver han.
Hvilket antiklimaks er det så ikke efter stævnet på travbanen, da justitsministeren har kigget nærmere på fotografierne af indmarchen og vurderet, at støvlerne, de sorte slips og hvide skjorter er så ensartede, at de bør sidestilles med uniformer og derfor er hjemfaldne til straf. Politiet bliver bedt om at sætte de arrangerende foreninger under skarpt forhør, og det ender med at de konservative må hoste op med klækkelige bøder. De dømte kan så trøste sig med, at langtfra alle synes, det er pinligt eller upassende, hvis nogen er ’prøjsernes lærlinge’, som den socialdemokratiske presse har kaldt Konservativ Ungdom. For det står slet ikke så galt til nede i prøjserland, sådan som de røde ellers gerne vil have det til at virke. Det kan man læse i Berlingske Tidende, som i juni 1933 bringer et langt »aabenhjertigt« rejsebrev fra det nye Tyskland:
»De kommunistiske Førere sidder alle, næsten uden Undtagelse, bag Laas og Slaa, og en Snes Kilometer udenfor München kan man se dem. (…) Lejren ved Dachau er stor og velindrettet, Opholdsrum og Mad upaaklagelige, og de 1.800 Fanger, der staar Ret ved deres Senge, som Soldater paa Belægningsstuerne, synes veltilfredse.« Jo, »det er et interessant Forsøg, Tyskland foretager med Kommunismen.«
1934. Årets skandale i Hellerup er opførelsen af en æresbolig til statsminister Thorvald Stauning. Anledningen til den storslåede gave var Staunings 60 års fødselsdag året før. Kredse i Socialdemokratiet mente, at den fireværelsers lejlighed i Kanslergade var vel lille for en landsfader og bestemte sig for, at æresboligen måtte finansieres ad privat vej. Det viste sig hurtigt, at der var flere, som ville give store bidrag til æresboligens realisering, end man havde troet.
For selv om Thorvald Stauning var de konservative politikeres foretrukne skydeskive, havde erhvervslivets spidser i stilhed fået en form for respekt for Stauning. I Hellerup blev det bemærket, at Stauning faktisk førte en erhvervsvenlig politik. Thorvald Stauning oplevede, hvorledes de mange invitationer til selskaber og receptioner i erhvervslivets kredse ikke længere tilgik Statsministeriet pro forma, men var alvorligt ment. Man ønskede hans tilstedeværelse, for der var hul igennem til den socialistiske høvding. Og Stauning kom. Han stillede op i kjole og hvidt til skydebaneselskaber i Klampenborg sammen med nationens argeste kapitalister.
Så direktørerne stod i kø for at give deres bidrag til æresboligen, og der blev penge nok til at erhverve såvel grund som hus til fulde, hvorfor Stauning ville komme til at sidde kvit og frit.
A.P. Møller var blandt de glade givere, selv om han kort tid forinden havde kaldt socialreformen, der var del af Staunings svendestykke, Kanslergadeforliget, for »Fidusmageri sat i System«. Well, det var måneder siden nu, og A.P. Møller sendte en fødselsdagshilsen til statsministeren: »Højtærede hr. statsminister (…) Jeg har den følelse, at vi, hvis livet havde ført os sammen, kunne være bleven personlige venner; som det er, værdsætter jeg den gensidige agtelse der har præget vore ikke ret hyppige samtaler. Deres meget forbundne A.P. Møller«.
Alt er godt. Men så viser det sig, at æresboligen af alle steder skal opføres i Hellerup. Hva’ beha’r! Skal den tordnende socialist nu have den frækhed at mase sig ind i det gode selskab? Skal sådan et fremmedlegeme af en cigarsorterer virkelig havde lov til at mænge sig i selveste smørhullet? Der bliver mukket og skumlet i Gentofte. Og bannerførerne for den rene, uforfalskede konservatisme nøjes ikke med det. Victor Pürschel finder lejlighed til at håne såvel gavegiverne som Thorvald Stauning fra Folketingets talerstol.
»Der er i denne Tid meget, der minder om Roms Forfaldstid. Uviljen mod at kæmpe for Folket spreder sig samtidig med Lysten til raa og brutale Forlystelser, Gladiatorkampe i det gamle Rom og Boksekampe nu. Uviljen mod at føde Børn fandtes da, som den findes nu,« fastslår Pürschel. Kunstnere flokkes da som nu om den slappe, forlystelsessyge magthaver for at hylde ham, siger han og tilføjer: »Jeg tror, at der trænges til lidt renere Luft i Danmark, ikke mindst, naar man ser dette, som man atter og atter vender tilbage til, at den højtærede Statsminister har faaet en Bolig, skænket af de Folk, som han har bekæmpet.«
Men uanset, hvor meget Victor Pürschel galper og gaber op, magter han ikke at fjerne cigaren fra Thorvald Staunings flab eller holde ham ude af Gentofte. Statsministeren flytter den 30. oktober 1934 ind i sin moderne hvide villa, der er forsynet med et rødbrunt kobbertag.
1938. Næppe nogen taler er i velhavernes kreds derfor mere efterspurgt end Victor Pürschel. På hjemmebane i Hellerup og omegn holder han året efter en mindeværdig tale om forfald. Han er indbudt af sine hjertensvenner, Konservativ Ungdom, som er mødt talrigt frem. Selvfølgelig forventer forsamlingen, at Pürschel vil komme med sit efterhånden velkendte, udfordrende bud på, hvad man skal stille op med det rådne demokrati, men den 61-årige Pürschel vil ikke buse lige på. Han foretrækker at snige sig ind på emnet via det nære. Han skuer ud over en sal med yngre mennesker, hvis kroppe strutter af hormoner, og vælger at tale om – sex.
Der er sund sex, og der er syg sex. Det sidste står den kulturradikal-kommunistiske seksualmoral for, thi den hylder og opfordrer til promiskuitet. Særligt kvinderne skal tage sig i agt for liderlighedens fristelser: »Af den unge Kvinde afhænger et Folks Moral og dermed et Folks Fremtid. Vi vil ikke have gjort Nationens unge Kvinder til Vandrepokaler!« smælder det fra talerstolen, og klapsalverne skyller op mod Pürschel.
Han gør det klart, at skørlevned ikke kommer af ingenting. Den slags fremmes af en kultur og kunst i forfald. »Man lader radikal-kommunisten Poul Henningsen lave en Danmarksfilm – med Jazzledsagelse! Man kan ... skrue op for næsten alle Verdens Radiosendere, og alle Steder hamrer de paa disse Tekedler og de mærkelige Instrumenter, der frembringer Urskovslyde. Jeg kalder det Forfald, at det demokratiske Danmark sender en national Film ud i Verden med international Jazzledsagelse,« siger generalauditøren, og tilhørerne forstår, at urskovslyde og dyriske drifter for enhver pris må holdes ude af Gentofte.
»Og vor Malerkunst, hvordan har det sig med den?« spørger Pürschel og har svaret på rede hånd, for det har han kunnet læse sig til i Borgerbladet for Gentofte Kommune, hvor en vikarierende lederskribent for nylig diverterede læserne med dette slagfærdige kunstsyn:
»Jeg kan godt lide Hitler og Göring, fordi de ganske simpelt forbyder alt det abnorme, alt det, som kan føre et Folk saa dybt ned ad Skraaplanet, at det ender med at sprælle villieløst og modstandsløst i Sumpen ... Kunst som kun kan tjene til at virke nedbrydende og i alt Fald modarbejder et kulturelt Genopbygningsarbejde i Styrkelse af Folkekarakteren. Herhjemme er alt af den Art endnu tilladt. Bund- og topdemokratiske, som vi er, lader vi staa til – kun langsomt og nødigt reagerer vi mod pornografiske Udslag af sygelige Litteraters og Maleres, Filmsproducenters og Fotografers Dekadence.«
Jo, banen er kridtet op for Victor Pürschel, da han skal besvare sit eget lumske spørgsmål: Hvad så med malerkunsten? »Demokratiets typiske Malerkunst er nationalt rodløs og forvirret. De unge Piger, de maler, er grønne i Ansigtet og ligner en Krydsning af en Klabautermand og en Ellepige – undertiden med Hovedet under Armen,« triumferer han.
Det er til at se for sig, dette naragtige demokrati med hovedet under armen. Salen morer sig; der er god grund til, at Victor Pürschel plejer at undervise i argumentationsteknik på de ungkonservatives sommerlejre.
Nu er taleren klar til at sætte kniven i demokratiet, denne nedslidte konstruktion, der får folk til at stemme efter egne økonomiske interesser og ikke efter, hvad der gavner landet som helhed. Politik er blevet »alt for klassepræget«, siger han, og det politiske forfald viser sig med al tydelighed i overrigeligheden af partier. Danmark har brug for færre partier, langt færre, måske noget i retning af tilstanden i Tyskland efter »den nationale Revolution«, som diktaturets sejr i 1933 nænsomt benævnes.
Med Det Konservative Folkeparti er der vist rigeligt med partivæsen for alle.
Til top
Til forside